I 2007 my colleague at Danish daily Information Ralf Christensen along with some others published the documentary Good Copy Bad Copy – a documentary about the current state of copyright and culture.
IMDb
When Ralf researched the EU-aspects, he asked me for advice, and it was a pleasure to work on this with him.
Afterwards he and the team kindly credited me.
Film website http://www.goodcopybadcopy.net/
åbenhed, Bruxelles, Dagbladet Information, EU, wobbing
In an interview with Danish daily Information an EU-official specialised in access to documents explains, how difficult it is to introduce transparency in the EU institutions, and how officials feel about requests from journalists.
Kulturkamp blandt bureaukraterne
For snart seks år siden fik EU en lov om åbenhed i forvaltningen. Der blev presset på fra de nordiske lande, der råbte på demokrati. Men loven har medført et kultursammenstød i EU’s institutioner, for forvaltningskulturerne er vidt forskellige. Nu skal den reformeres – og for nogle er al den åbenhed simpelthen provokerende
BRUXELLES – Kan det virkelig passe, at en mangeårig medarbejder i kemiindustrien får et job i EU-Kommissionen for at skrive en lov, der skal kontrollere netop kemiindustrien? Og kan det virkelig passe, top-embedsmænd på området forlader Kommissionen efter årtier som tjenestemænd for straks at blive lobbyister på det samme område?
Nej, selvfølgelig skal lobbyisters navne da ikke holdes hemmeligt! Det mener den hollandske forening Corporate Europe Observatory, CEO, der i årevis har fulgt industriens lobbyister og deres indflydelse i Bruxelles. Og for ganske nyligt har de fået opbakning fra den Europæiske Ombudsmand i deres krav om offentliggørelse af navne på lobbyister og embedsmænd.
“Det er vigtigt at kende deres navne, ellers kan man ikke følge op på, hvad de laver. Det er helt afgørende for at beskrive lobbyverdenen,” siger Erik Wesselius fra CEO.
Også sagen om navne på medarbejdere i Kommissionen, der stammer fra en Greenpeace-rapport om lobbyisme om kemilovgivning, ligger nu på ombudsmandens bord.
Bag striden om navne på lobbyister og andre gemmer sig en langt større debat: Åbenheden i EU. De forskellige klager og Ombudsmandens kommentarer bygger på en strid om, hvor stramt beskyttelsen af privatlivets fred skal fortolkes. Og det er blot et af mange punkter, hvor den forholdsvis unge EU-aktindsigtslov langtfra har fundet sit rette leje.
Men der er en del, der engagerer sig på begge sider af striden – både for mere og for mindre åbenhed. Det viser høringssvarene på en række overvejelser, Kommissionen offentliggjorde i en grønbog i april.
Miljøorganisationer og eksempelvis journalister foreslår, at navne på lobbyister og andre som hovedregel ikke må holdes hemmelige, når folk optræder professionelt. Derimod slår især industrien på, at det er en menneskeret for dem, at deres navne bliver holdt hemmeligt, også hvis de optræder som repræsentanter for en organisation eller for industrien.
Den tyske kemiindustri kræver, at det helt skal udelukkes, at personer kan genkendes, mens den europæiske kemiindustris forening og foreninger for biotekindustrien fremhæver, at personbeskyttelse er en menneskeret, at ansatte fra industrien er blevet angrebet af ekstremister, og at hemmeligholdelsen derfor er absolut nødvendigt.
Det er hverken den Europæiske Ombudsmand, Nikiforos Diamandouros, eller for den sags skyld den europæiske dataombudsmand, Peter Hustinx, enige i. Afklaring af loven – som Kommissionen foreslår det – er der slet ikke behov for, mener Diamandouros. Spørgsmålet er nemlig afklaret af dataombudsmanden.
“Problemet er, at Kommissionen ikke accepterer, hvad han har sagt om emnet,” skriver ombudsmanden i sit høringssvar.
Men Kommissionen frygter alligevel at komme i clinch med databeskyttelsen.
“Vores vanskelighed er, at der er to love på området, og de passer ikke særlig godt til hinanden,” siger Marc Maes, som er manden, der har skrevet grønbogen om aktindsigt, og som også i det daglige er ansvarlig for at træffe afgørelser på forespørgsler.
“Nogle lande er meget restriktive, Tyskland, Frankrig, Spanien, mens de nordiske lande og Storbritannien er mere afslappet, også EU’s dataombudsmand, Hustinx, er meget afslappet,” siger han.
Personligt mener Maes, at visse følsomme områder skal undtages, såsom kampen mod korruption, hvor aktindsigt kan udsætte folk for pres.
“Men offentligheden skal kunne se, hvem der rådgiver Kommissionen,” siger Maes i et interview med Information.
Akademikere, advokater, industrien og interesseorganisationer udgør langt størstedelen af dem, der bruger loven. Journalister er kun en lille gruppe – selv om de selvfølgelig kan være blandt de 10-20 procent af ansøgerne, der ikke angiver deres baggrund.
Både blandt journalister og interesseorganisationer kan man dog finde en aktindsigts-aktivisme: De søger målrettet, og de følger sagerne op til ombudsmanden, hvor en fjerdedel af klagerne handler om manglende åbenhed.
Flere europæiske foreninger er storbrugere af aktindsigt, en af dem er den britiske borgerrettighedsorganisation Statewatch. Statewatch får regelmæssigt dokumenter om EU’s aktiviteter på rets- og justitsområdet, som bliver offentliggjort på foreningens webside og udgør en særdeles brugbar ressource.
Men Statewatch er også en aktindsigts-aktivist, der holder eksempelvis Kommissionen i ørerne, når den ikke lever op til aktindsigtslovens krav.
“Den Europæiske Kommission er ikke hævet over loven,” siger Statewatchs direktør, Tony Bunyan, der har sendt en klage til EU-ombudsmanden, fordi Kommissionen ikke offentliggør sine journal-lister, som den skal.
Også journalisterne har blandet sig i debatten. Ni foreninger af undersøgende journalister i forskellige lande er gået sammen om et svar til Kommissionen. De frygter især, at Kommissionen vil lukke ned for adgang til de oplysninger, der ligger i databaser – det har der nemlig været problemer med. Eksempelvis nægter Kommissionen at udlevere oversigten over, hvem der modtager EU’s landbrugsstøtte-milliarder til Information, fordi oplysningerne ikke kan hentes ud ved en ‘routine-operation’ – en formulering, som Kommissionen nu gerne vil have ophøjet til lov.
Også andre erfaringer fra aktindsigtslovens første år vil Kommissionen gerne se på og måske ophøje til lov, eksempelvis yderligere værn mod store ansøgninger.
Marc Maes nævner et eksempel, hvor en producent af pesticider forsøgte at lamme arbejdet i en afdeling af Kommissionen, der var i gang med at udarbejde en liste over stoffer, der skulle forbydes – en liste, der skulle være færdig inden en bestemt dato.
“Nogle afdelinger føler sig nærmest invaderet,” siger Maes.
Når den slags overvejelser skal blive til lov, bliver beslutningen en balancegang – for der kunne jo være reel interesse i at sende store ansøgninger, og det er stort set umuligt at formulere en klar definition.
“Men det er altså bekymringer, der bliver nævnt i institutionerne,” siger Marc Maes, der til dagligt også behandler afviste klager i Kommissionen.
Bekymringerne – og åbenheden – er vidt forskellig inden for EU-forvaltningen.
“Miljøområdet er et eksempel på et generaldirektorat (afdeling af Kommissionen, red.), der er mere åbent end andre,” siger Marc Maes. “Men det afhænger både af afdelingen og af emnet.”
Et andet internt problem er ressourcerne. I praksis har Kommissionen ofte ikke medarbejdere nok til at tage sig af aktindsigten oven i den daglige administration, især når kun få, specialiserede medarbejdere i det hele taget er i stand til at vurdere en ansøgning.
Det er velkendt, at nogle lande uddanner deres embedsmænd til at beskytte forvaltningens dokumenter mod åbenhed, mens andre uddanner dem til en åben forvaltning med aktindsigt.
Men der er endnu en forskel i forvaltningskulturerne i Europa: Journaliseringen. Mens de nordiske lande, Storbritannien og Irland traditionelt fører journal-lister over alle dokumenter i forvaltningen, så er der i den sydeuropæiske forvaltningstradition kun relativt få, endelige dokumenter, der bliver journaliseret, forklarer Maes. Kommissionen har været i en omstillingsproces i de seneste syv-otte år.
“Det vil gøre det lettere med åbenheden. Du skal første have dokumentet, og så kan det lægges online,” siger Marc Maes.
Og det med at have en tradition for åbenhed?
“Der er forskellige forvaltningstraditioner i Europa. Dokumenter her (i EU-institutionerne, red.) er ikke udformet på en måde, at de ville være passende for en bredere offentlighed – i modsætning til Skandinavien,” siger Maes.
“Det skygger tilbage på administrationen. I Tyskland, Frankrig, Italien for eksempel eller i institutionerne har medarbejderne det slet ikke i tankerne, at de dokumenter, som de arbejder med, kunne offentliggøres for en videre kreds.”
Derfor er det ikke nok bare at offentliggøre dokumenterne.
“For den ene eller den anden kultur påvirker selvfølgelig arbejdsmetoderne,” forklarer Maes. “Det tager tid at gå væk fra hemmeligheden, men det er den retning, forvaltningen bevæger sig. Blot det at tage beslutningen, ændrer indstillingen.”
Brigitte Alfter er medlem af Foreningen for Undersøgende Journalistik og des tyske søsterforening Netzwerk Recherche, som sammen med andre har afgivet høringssvar om aktindsigts-reglerne.
Brigitte Alfter