cross-border journalism

Blogging: Så rykker datajournalisterne ud

In Archive, Stories on April 27, 2012 at 4:20 pm

Udskriver din læge medicin til dig, fordi du er syg? Eller udskriver din læge medicin til dig, fordi han er konsulent for et bestemt lægemiddelfirma? Ja – jeg har da fluks slået min egen læge op! ”Læger til salg” var dagens vinderhistorie på Dagbladet Informations Nyhedshacker-aktion. Vinderen er selvfølgelig på programmet til Data Harvest i Bruxelles om et par uger.

Måske blev der i dag lagt grund til en ny sammenslutning af datajournalister? Det lagde Johannes Wehner fra Information op til, da Nyhedshacker kårede vinderen af sin konkurrence om bedste datajournalistiske projekt.  Alle, der er interesserede i at være med til et samarbejde for danske datajournalister, kan melde sig til her, så vender Johannes tilbage.

Danske journalister var allerede blandt de europæiske pionerer i 1990erne, når det gjaldt om at bruge computere til research. Nu hedengangne DICAR var langt foran andre, og DICAR-journalister rejste til Tyskland og andre lande for at inspirere og undervise. DICAR blev nedlagt, pionererne havnede i Kaas & Mulvad og på en række danske medier. Siden er der skudt datajournalistik-initiativer op rundt omkring i Europa, men der er ikke nogen egentlig sammenslutning i Danmark. Måske på vej.

På europæisk niveau er der godt gang i den indenfor datajournalistikken – også med danske input. Den 6.-8. maj ventes hen ved 100 journalister fra hele Europa til Data Harvest i Bruxelles. Også den konference er delvist dansk-organiseret. Konferencen er et projekt af Wobbing.euFarmsubsidy.org og Journalismfund.eu, som jeg er medstifter af og står for i de her år, og som alle er projekter under den belgiske Pascal Decroos Fund.

Vinderen af Informations Nyhedshacker er selvfølgelig på programmet søndag den 6. maj, hvor han fortæller om sininspiration fra Pro Publica, og hvordan han gjorde for at vinde Nyhedshacker.

Data Harvest byder på et journalistisk laboratorium med især europæiske data. En journalist og en programmør- og dataekspert samt adskillige erfarne journalister vil gå til og fra laboratoriet, hvor deltagerne kan få data og hjælp til egne historier.

Landbrugsstøttedelen vil give mulighed for at udvikle egne historier med de nyeste oplysninger om, hvem der får EU’s landbrugsmilliarder – tallene bliver nemlig lagt frem her per den 30. april senest.

Aktindsigtsdelen samler de mest inspirerende og erfarne aktindsigtsjournalister fra Europa samt en uhyre inspirerende kollega fra Indien.

Og endelig er der datadelen, hvor der bliver mulighed for at lære nogle teknikker fra bunden såvel som at lade sig inspirere af erfarne journalister, blandt andet data-journalister, der arbejder for tyske Zeit-Online, sammen med Guardian en af de mest visionære datajournalistik-medier i Europa i disse år. Og gamle garvede som danske Nils Mulvad og Tommy Kaas eller svenske Helena Bengtsson.

Advertisements