cross-border journalism

From Bismarck to Hong Kong

In Archive, Stories on December 14, 2005 at 7:53 pm

Fra Bismarck til Hong Kong – Danish Daily Information – Fra Bismarck til Hong Kong – History of the European agricultural policy.

De største bønder får langt mere i indtægtsstøtte fra landbrugsmidlerne end de små. Og Frankrig får over 20 procent af støtten. EU’s landbrugsstøtte er uhelbredeligt låst i sine historiske rødder, vurderer tidligere top-embedsmænd.

BRUXELLES – På trods af officiel enighed om EU’s strategi i WTO-forhandlingerne har den franske præsident, Jacques Chirac, varslet veto, hvis forhandlerne giver for mange indrømmelser. Med 21,6 procent af hele puljen får Frankrig den tungeste pengepose fra EU, og fransk modstand mod ændringer i landbrugspolitikken er legendarisk.

Årsagerne til, at det – på trods af erklæret politisk vilje – er så svært at udfase landbrugsstøtten har tråde langt tilbage i historien.

Massiv støtte til ikke mindst fransk landbrug var nemlig en betingelse for, at EF-samarbejdet i sin tid overhovedet kom i stand. Den fælles toldunion, som de seks oprindelige EF-lande planlagde sidst i 1950’erne, gavnede særligt den tyske industri.

Derfor krævede Frankrig en fælles støttepolitik til landbruget, så der kom penge tilbage til Frankrig fra den fælles kasse i Bruxelles. “Ægteskabspagten” kaldte den daværende tyske kansler, Konrad Adenauer, indrømmelsen til den franske præsident Charles de Gaulle.

Da støtteordningerne skulle strikkes sammen, var det Frankrig og Holland, der gik forrest. Systemet var tænkt som garanti for, at EU var nogenlunde selvforsynende med fødevarer, men at det samtidigt kunne betale sig for europæiske landmænd at eksportere.

“Hollænderne eksporterede landbrugsprodukter og var blandt de store eksportører allerede i 1947, da GATT blev grundlagt (handelsorganisationen GATT var forløberen til WTO, red.). De var meget effektive, hollænderne,” fortæller Michel Jacquot, tidligere topembedsmand i EU’s landbrugsafdeling DG-Agri og forhandler ved flere GATT-runder.

Bismarcks spor

At prisen for EU’s landbrugsstøtte blev så høj, skyldes imidlertid tyskerne, fortæller Joachim Heine, tidligere stedfortrædende generaldirektør i DG-Agri og selv fra Sydtyskland.

Tyskland havde allerede inden EF en forhøjet pris med statslig støtte særligt på korn – et levn, der stammede tilbage fra kansler Bismarcks tid i det 19. århundrede. Tyskernes kornpriser var de højeste i EU, og Tyskland var ikke parat til at sænke priserne, selv om det ifølge Heine havde været bedre.

“Bagved det ligger en forståelig politisk reaktion: Det er altid lettere at tage hjem til bønderne og sige, at priserne, de får, er blevet højere,” konstaterer Heine tørt.

Bedre blev det ikke, da valutaerne mellem EU-landene begyndte at svinge voldsomt sidst i 60’erne, og der stadig ikke var tysk vilje til at gå væk fra højpris-politikken.

Det oprindelige koncept for landbrugspolitikken var kontinentalt. Borgerne skulle ikke sulte igen, derfor skulle landene som minimum være selvforsynende med fødevarer. Havde briterne siddet med ved forhandlingsbordet allerede i 50’erne (de kom først med i EF sammen med Danmark i 1973), havde slagsmålet allerede stået der.

“Storbritannien har gennem århundreder haft en historie, hvor landet blev forsynet gennem import. Det var utænkeligt på kontinentet,” forklarer Joachim Heine.

“På kontinentet sagde man, vi sætter prisen så højt, at der bliver produceret. Fejltagelsen var, at prisen blev sat alt for højt,” er hans vurdering.

Ny støtte løser intet

Den høje pris er noget, EU har valgt at holde fast i – også gennem flere reformer. En fejl fra Kommissionens side, lyder Michel Jacquots kommentar.

“Dermed vil Frankrig og Tyskland fortsat modtage store støttebeløb,” siger han.

Selv om støtten nu ikke betales til produkterne mere – hvilket er ugleset i WTO – får landmændene stort set det samme som før. Blot hedder støtten nu ‘indtægtsstøtte’, og den er beregnet som kompensation for det beløb, de tidligere modtog. Derfor får de større bedrifter mere støtte end de små.

Men den holder ikke i længden, tror Michel Jacquot. Det er kun et spørgsmål om tid, inden WTO vil stille spørgsmålstegn ved den afkoblede støtte også.

“Det er en løgn over for landmændene at sige, at reformen løser vores problem med WTO. Det er ikke sandt. Det er simpelthen ikke sandt,” siger Jacquot. Den nuværende kurs i landbrugspolitikken kalder han “pseudo-liberalisme”, og ordningerne er “uhelbredelige” og “meget, meget dyr,” mener Jacquot. En ny reform burde – ifølge Jacquot – simpelthen skære de historiske forbindelser over.

Top 10 for EU-landbrugsstøtte

Disse 10 lande modtager mest af EU’s støtte på ca. 340 mia. kr.

Frankrig             21,60 pct.

Spanien             14,60 pct.

Tyskland           13,90 pct.

Italien                11,60 pct.

Storbritannien  9,30 pct.

Grækenland    6,40 pct.

Irland                4,20 pct.

Holland              3,10 pct.

Danmark           2,80 pct.

Østrig                2,60 pct.

(2004) Kilde: EU-Kommissionen

Advertisements